Almindelig dammusling
Latin: Anodonta anatina
Korte facts
– En voksen musling kan filtrere op til 300 liter vand i døgnet.
– Længde: Op til 23 cm
– Larvelængde: Ca. 0,25-0,4 mm
– Maks. levealder: Over 20 år
– Kønsmodne efter 4-5 år
Udseende
Dammuslingen er en aflang musling med tynde og skrøbelige skaller, som er brune, gullige eller grønlige. Indvendig er skallen hvid med perlemor. Muslingen har gæller og kanaler, hvor vand både kan passere ind og ud.
Levevis
Dammuslinger er almindelige i søer, damme og rolige vandløb. Muslingerne lever halvvejs nedgravet i sandet eller mudderet på bunden.
Dammuslinger suger vand, mudder og bundmateriale ind og filtrerer herefter alger og andre små organiske partikler fra, og samtidig optager de ilt fra vandet.
Er der mange muslinger i en sø, filtreres alt vandet således mange gange i løbet af sommeren, og herved holdes algerne nede, så vandet bliver klart. Udsætning af muslinger er derfor være en effektiv metode til at rense søvand.
For at udsatte muslinger kan formere sig, skal der være en blivende bestand af fisk i vandet. De helt unge muslingelarver lever deres første uger som snyltere på huden af fisk. Dammuslingen er den almindeligste musling i søer og åer og kan blive mere end 20 år gammel. Man bestemmer dens alder ved at tælle årringe i skallen.
Beluftning
I stillestående vand kan man opleve at vandet lagdeler sig, dvs. der kan være masser af ilt i f.eks. de øverste 95% af vandsøjlen, mens der lægger sig et lag af iltfattigt vand lige over bunden, og dette stopper de processer på bunden som kræver ilt, herunder forrådnelse af døde alger o.s.v.
Fosfor & iltning
I ældre anlæg kan der være store mængder fosfor ophobet som resultat af årelang udledning af næringsstoffer, f.eks. fra spildevand, markdræn, tag- og vejvand, udsætning af fisk eller ænder o.s.v. Selvom udledningen på et tidspunkt reduceres eller helt ophører ligger denne fosfor fortsat bundet i søens bundsediment, og herfra kan den frigøres hvis iltindholdet i bundvandet falder.
Så for at mindske fosforfrigørelsen fra søbunden kan man ilte de nederste lag hvorved fosfor bindes til jernforbindelser i sedimentet. På den måde falder vandets indhold af opløst fosfor, så søens alger får mindre at leve af, og vandet bliver renere.
Samtidig er iltning gavnligt for at nedbringe mængden af slam på bunden af dammen. Slammet består af organisk materiale som ikke er blevet forgasset på grund af manglende ilt, og når iltmængden i bundvandet igen stiger, vil mængden af slam falde, ganske enkelt fordi store dele af det rådner væk.
Hvordan gør man?
Man kan i teorien anvende 3 forskellige metoder:
- Løfte vandet op i luften => springvand, hjulpisker m.m.
- Blæse luft eller ren oxygen ned i vandet => diffuser
- Omrøre, dvs. blande det iltfattige vand med det iltrige
Energiøkonomisk er sidste løsning at foretrække.
Hvis du anvender løsning 1 skal du sørge for at du henter vandet på de dybeste og mest iltfattige steder, ellers giver et springvand ingen mening ift iltning. Ligeledes med løsning 2 og 3. Her skal luften tilføres på de dybeste og mest iltfattige steder.
Med lidt snilde kan man kombinere løsning 2 og 3 og opnå en god effekt. Ved at pumpe ganske små mængder atmosfærisk luft ud i dammen og lade det stige op fra bunden via en diffuser får man en søjle af små luftbobler fra bund til top. Inde i denne søjle er vægtfylden mindre end i det omgivende vand og derfor stiger vandet i søjlen opad, og herved trækkes det iltfattigt bundvand med op. Det er altså i langt højere grad omrøringen der bringer ilt til bunden end den ilt der frigøres fra boblerne.
En pumpe til dette brug er ganske lille, driftsikker og bruger næsten ingen strøm, så når først beluftningen er etableret kan du have glæde af den i mange år.
