Diamant-stør
Latin: Acipenser gueldenstaedtii
Forside.....Handelsvilkår.....Prisliste.....Om os.....Billedgalleri.....Nyhedsbrev.....Artikler og diverse
Trofæfisk
At færdes i naturen er ubetinget danskernes foretrukne udendørs fritidsbeskæftigelse. Mange nyder naturen med en fiskestang i hånden, og nogle fanger fisk for at sætte dem ud igen, andre for at tage dem med hjem og spise.
Mede- og fluefiskeri har været kendt i århundreder og moderne fiskeri med stang har naturligvis afsæt heri. Dog er sporten i dag meget differentieret og der tilbydes et væld af tekniske hjælemidler. Uanset formål, art, størrelse og udseende, så er fisken i den sammenhæng et trofæ. Her på sitet er trofæ-fisk tænkt som de allermest traditionelle.
Latin: Acipenser gueldenstaedtii
Snuden er usædvanlig kort og rundet for en stør. De fire skægtråde er tættere på spidsen af snuden end på munden. Ryggen er mørk, grålig grøn eller brun og bugen er lys. 21-50 stk. sideskel som er lidt lysere i farven.
Diamantstøren stammer fra området omkring Det Kaspiske Hav og Sortehavet.
Ligesom de fleste andre stør-arter gyder den i ferskvand, men vokser normalt op i brakvand.
Det er en af de mindre stør-arter, der kun bliver godt 2 meter og kan veje op til ca. 100 kg.
Diamantstøren bliver dog noget mindre i fangeskab.
Diamantstør æder animalske emner som mindre fisk, bløddyr, krebsdyr og evt. orme.
Generelt vokser stør langsomt og kan under de rette forhold blive mere end 80 år gamle.
Latin: Acipencer ruthenus
Sterlet-støren er en af de mindste stør-arter og bliver ”kun” ca. 125 cm og kan veje op til ca. 16 kg.
Den har en lang, cylindrisk krop med en asymetrisk hale, hvor den øverste del er længere end den nederste, næsten lige som hajens.
Rygfinnen sidder langt tilbage – nede mod halen.
Under den lange opadbøjede snude sidder der 4 føletråde, og disse er længere end hos mange andre størarter.
Sterlet-stør har lange brystfinner, og kroppen er dækket af skjolde.
På ryggen har den mellem 11-17 spidse, savtaklignende rygskjolde.
På siden er skjoldene flade og der er omkring 60 stk. af dem.
På bugen sidder der mellem 10-18 skjolde.
Farven på ryggen er grå til sort – bugen er hvidlig.
Sterlet-støren stammer fra østeuropa.
Ligesom de fleste andre stør-arter gyder den i ferskvand, men vokser normalt op i brakvand.
Sterlet-stør æder animalske emner som mindre fisk, bløddyr, krebsdyr og evt. orme.
Generelt vokser stør langsomt og kan under de rette forhold blive mere end 80 år gamle.
Den er en forholdsvis hårdfør ferskvandsfisk, tillidsfuld og rolig.
Gydning foregår fra maj til juni.
Æggene lægges hvor der er stenet bund og god strøm i vandet og klækkes efter en lille uges tid.
Albino Sterlet er en industrilet udviklet udgave af almindelig Sterlet.
På grund af sin lyse farve ses den nemmere i havedamme etc.
Latin: Cyprinus carpio
Der hersker en del forvirring omkring de tre karpetyper: Spejl- skel- og læderkarpe. De er af samme art og slægt, men man kan se forskel på dem på deres skel. Skelkarpen er helt dækket af symmetriske skel, spejlkarpen har få- ofte a-symmetriske eller slet ingen skel, og læderkarpen har få- og meget små skel – eller slet ingen.
I overmunden sidder to lange og to korte skægtråde. Ryggen er mørkeblå, sort eller mørkegrøn og bugen er gullig. Kødet er mørkt og ret hårdt i konsistensen. Den er en god spisefisk, der især er vigtig næring i Østeuropa og Østen.
Fiskene er en udbredt i næringsrige søer og større vandløb over hele verden. De kan blive op til 1,2 m lange og veje op imod 40 kg. Vilde karper når dog kun 25-35% af den maksimale vægt.
Den europæiske rekord, der er sat i Frankrig (1955) er på 40 kg og 115 cm. Den normale, maximale størrelse og vægt i Danmark er på 10 kg og 75 cm. Dansk rekord (2005) er 23 kg.
Skælkarpen er den mest almindelige type at de tre i Danmark og den ældste kendte karpe blev 47 år gammel.
Karpen søger sin føde i alle vandlag men fortrinsvis på bunden.
Den æder bl.a. planter snegle, muslinger og alger, som den meget effektivt støvsuger op fra bunden.
Da karperne er meget reproduktiv vil en sø med mange af disse karper få grumset vand.
Karpen lever i vandområder med blød dyndbund, men også på tilgroet sandbund. Frem for alt foretrækker den roligt, varmt vand.
Den gyder om sommeren, når vandtemperaturen i et par måneder har været over 18 grader.
Æggene gydes på lavt vand med mange vandplanter og masser af sollys.
Æggene klæber fast til vandplanterne, til de klækkes 5 til 10 dage senere.
Latin: Tinca tinca
Suderen er en grøn karpefisk som lever nær bunden i søer og moser.
Suderen har et tykt slimlag og tidligere troede man at den kunne bruges til medicinsk brug – derfor blev den kaldt “doktorfisken”.
Suderen findes også i en gylden variant, guldsuderen, som bliver brugt til havedamme.
Karakteristisk for Suderen er dens forholdsvis tykke bagkrop og hale.
Man kan kende forskel på han- og hunfiskene på bugfinnerne.
Her er hannernes noget større og “stivere” end hunnens.
Fisken på billedet er en hun.
Suderen er en almindelig ferskvandsfisk i større vandhuller, moser, søer og langsomtflydende vandløb.
Suderen findes primært i den østlige del af Danmark, hvor den findes i så godt som alle søer og moser af en vis størrelse samt i talrige smådamme.
Suderen er varmeelskende og mest talrig i lavvandede, næringsrige moser og småsøer med mudderbund og rigeligt med vandplanter, hvor den ofte udgør en væsentlig del af fiskebiomassen.
Suderen opholder sig især ved vandplanter, åkander, siv og nedsunkne grene.
Suderens yngel æder alger og dyreplankton, dvs. dafnier o.l.
De større fisk æder dyreplankton, insektlarver, orme, snegle, muslinger, vandbænkebidere, planter og dødt organisk materiale, og bliver derfor også kaldt “mosens skraldemand.
Suderen har to skægtråde som den bruger til at finde føde med. Maksimalvægten er omkring 6-7 kg , og den største registrerede suder fanget i Danmark vejede 5,25 kg og blev fanget i 2013. Suderen er meget populær blandt lystfiskere, blandt andet pga. dens gode fightegenskaber.
Suderen kan blive mindst 20 år gammel og vokser langsomt. Væksten er afhængig af fødemængde, køn, vandtemperatur og antal artsfæller. På grund af den måde den samler føde på kan mange sudere i en sø gøre vandet uklart. I vande med mange sudere kan der desuden udvikles en bestand af små, langsomtvoksende fisk, som sjældent er over 2 kg. Dette kaldes for et tusindbrødresamfund, hvilket også kendes fra bl.a. rovfiskene, og ses ofte i små søer eller damme, hvor suderen er eneste fisk og derfor ikke har fjender, som kan mindske tætheden. Selv om de vokser langsomt, kan de stadig blive op til 20 år gamle.
Suderen er sejlivet og tåler store udsving i iltholdigheden. Den kan overleve i vand, hvor iltindholdet bare er 0,7 mg/l, hvilket er under det niveau som f.eks. skelkarper kan klare. Det betyder at hvis en suder holdes våd, kan den tilsyneladende overleve op til flere timer over vandet, længst ved lave temperaturer.