Guldfisk
Latin: Carrasius auratus
Guldfisk kan holdes i damme på få hundrede liter og opefter, man skal blot sikre sig en dybde på mindst 80 cm, så man undgår bundfrysning om vinteren.
Arten trives bedst i en lille stime på mindst 10 individer og gerne flere, hvis pladsen rækker til det.
Guldfisk er stort set altædende, men selvfølgelig trives og vokser de bedst, når de bliver fodret.
Der findes mange slags velegnet foder i handlen, men for at fastholde og fremhæve fiskenes flotte farver, bør foderet indeholde stoffer, der naturligt fremmer farverne. Guldfisk er ganske lette at få til at yngle og det er da også den art, der oftest ses unger af i havedammen.
Fiskene går i leg ved en vandtemperatur på ca. 20 °C, og hvis der er godt med planter, som ynglen kan gemme sig i, overlever en del yngel.
Ofte er ungfiskene først udfarvede efter 3 år, og enkelte vil forblive mørke på grund af sollysets forholdsvise lave intensitet her i Danmark.
Selvom vi regner guldfisk for at være en af de mindre arter, kan den blive over 50 cm og veje over 3 kg.
Der findes et meget stort antal varianter af guldfisk. De varierer både i kropsform, farver og mønstre. De mest almindelige er:
Almindelig guldfisk – En fisk med en kropsform som en karusse og med farver, der varierer fra gult til rødt, ofte med sorte tegninger. Fiskene skal helst være ensfarvede og gerne have et metallisk skær.
Comet-guldfisk – En slank, oftest rødlig, variant med en meget lang rød eller hvid halefinne.
Sarasa-guldfisk – Fisk med en hvid bundfarve samt et rødt mønster. Fiskene er meget synlige i havedammen og farverne skal derfor være så klare og dybe som muligt.
Shubunkin – En meget spraglet variant. Der forekommer både blå, røde, hvide, gule, orange og sorte nuancer.
De mest eftertragtede typer har en overvejende blå bundfarve. Ofte har fiskene ingen skæl, hvilket giver nogle meget veldefinerede farver.
Slørhaler – Ved et intensivt avlsarbejde er der fremkommet en masse forskellige varianter af slørhaler.
De er kendetegnet ved en meget kortere og mere plump kropsform end andre guldfisk, de har tit dobbelte halefinner og abnorm hudvækst ved og på hovedet.
Slørhaler skal passes som almindelige guldfisk, dog skal man være opmærksom på, at de ikke er særligt vinterhårdføre, så det er bedst at tage dem ind om vinteren.
Koikarper
Latin: Cyprinus carpio carpio
Koikarper er særdeles eftertragtede prydfisk. Koikarper er ofte meget farvestrålende, og på grund af det intensive avlsarbejde findes de i et meget stort antal meget forskellige varianter. Det er specielt japanske opdrættere, der er kendt for dette arbejde, men der opdrættes også karper i USA, Israel og Europa.
Der findes ikke to fisk der er ens. Koikarperne udvikler deres farver over tid så de skal være nogle år gamle inden denne proces er afsluttet og koikarpen har fået sit endelige udseende.
De mest kendte varianter af koikarper er:
Kohaku: En hvid fisk med røde tegninger. Den hvide grundfarve skal være så hvid som muligt, og de røde tegninger skal være passende fordelt på fisken. En af de allermest populære varianter.
Sanke: Også en variant med en hvid grundfarve, men med både røde og sorte tegninger. Farverne skal være så klare som muligt og den sorte tegning må ikke være udbredt på fiskens hoved.
Showa: Minder om sanke, men skal ses som en sort fisk med røde og hvide tegninger. De sorte tegninger skal også være udbredt på fiskens hoved.
Ogon: Egentlig en ensfarvet gylden og metallisk fisk, men betegnelsen bruges ofte om ensfarvede typer.
Læs mere om koikarper her:
Fødevarestyrelsen (pdf)