Kan fiskene overleve under isen?
Om foråret oplever nogle, at fisk i deres dam er døde i vinterens løb. Skyldes det isen på dammen? Kan fiskene ikke overleve under isen?…….jo det kan de.
Der er specielt to forhold som er afgørende for, om dine fisk overlever en is-vinter. Allerførst, så skal du vide, at det er meget usandsynligt, at vi i DK får så hård en vinter at isen bliver +50 cm tyk. Altså – søer og damme vil næppe bundfryse.
Når der kommer is på dammen er det sådan set uvæsentligt om isen er 2 cm eller 20 cm tyk. Der er låg på under alle omstændigheder. De to forhold som er afgørende er fotosyntese og fiskenes eget vinter-forsvar.
Fotosyntese – Selv i vinterperioden vil der produceres ilt i dammen når solen skinner. Men hvis sollyset ikke kan komme ned i vandet er der ingen fotosyntese, og fiskene vil derfor forbruge af den ilt der er i vandet, så længe der er noget. Derfor er det vigtigt at der ikke ligger et tykt lag sne på isen i længere tid.
Vinter-forsvar – Nogle fiskearter (men ikke alle….) er i stand til at producere og udskille alkohol. F.eks. guldfisk og karusser laver alkohol for at overleve vintermånederne. Den tekniske forklaring er, at hos fisk bliver kulhydrater via et sæt proteiner ført til mitokondrierne, som er den del af cellen, der laver energi.
Hvis der ikke kommer ilt til cellen, danner kulhydraterne mælkesyre, som fisken ikke kan udskille, og fisken vil derfor dø i løbet af ganske kort tid.
Men f.eks. guldfisk og karusser har et ekstra sæt proteiner, som tager over, når der er iltmangel, og omdanner mælkesyren til alkohol, som fisken kan udskille gennem gællerne, og fiskene kan derfor overleve i flere måneder uden ilt.
Derudover – Ligesom alle andre steder i naturen er vinteren en hård tid, og også blandt fisk er det almindeligt at de svageste individer bukker under. Generelt så sænker fisk deres stofskifte om vinteren, og f.eks. græskarper pakker sig i et tykt lag slim og ligger inaktive på bunden, når vandet bliver koldt.
Du kan læse mere her
Kim Kølerfeldt, Rian Aqua ApS, info@flotvand.dk , mob. 2185 8164